Regimentsmusikken i garnisonsbyen Fredericia:

Uddrag af en Fredericiansk borgers erindringer fra belejringen i 1849. Bearbejdet og fortalt af Aage Bremerholm, premierløjtnant og adjudant ved 12. Bataljon:

Hver Dag fra Klokken 2 til 4 lod Kommandanten Musikken spille, til Opmuntring og Adspredelse for Garnisonen. Musikkorpset, der hørte til 3die Brigade, tog Opstilling paa Pladsen under Volden, hvor nu Borgmesterboligen ligger, der Lunding i hine Dage havde opslaaet sit Kvarter. Herfra kunde de gjaldende Toner høres af alle, der havde Tjeneste paa denne den mest udsatte Front.

Bomberne regner ned over Fredericia i 1849

I Ny og Næ maatte Musikdirecteuren melde om Afgang blandt sine Spillemænd, ja allerede midt i Maj mistede han en af sine flinkeste Hoboister, Hardenberg, der i en ledig Time var søgt ind i Stejlkroen for at slaa en Passiar af med Købmand og Brændevinsbrænder Chr. Høyrup. En Granat søgte ham op her og pustede hans Livslys ud.

Vistnok paa samme Dag dræbtes Sekondløjtnant Bjerregaard, der formedelst sin store mørke Paryk sagdes at ligne en Buskmand. Han skulde netop delikatere sig med en Pakke Smørrebrød og var i den Anledning søgt ind i Prinsens Port for ret at kunne nyde sit Maaltid uden Forstyrrelser fra Fjendens Side. Men her mødte han sin Skæbne i Form af en Granatstump, der dræbte ham paa Stedet.

Under det store Bombardement den 3die Juni fik hele Musikken tilstaaet 3 Dages Ferie, for at Medlemmerne kunde aflægge et Besøg hos Slægt og Venner paa Fyn. Det vidnede om Hjerte og Omtanke hos Kommandanten. Paa denne Tur brækkede Hoboisten Voigt det ene Ben, da han besøgte sin Kone, der var indkvarteret paa en Gaard 1 Mil fra Odense.

Under udfaldet var pensioneret basunblæser Grube, der fulgte 5te Reserve-bataillon, og pensioneret tambour Dyna, der fulgte tropperne ud gennem Kongens Port vejvisere for udfaldsstyrkerne fordi officererne ikke var lokalkendte.

--- ooo ---

Uddrag af en en artikelserie i Fredericia Dagblad fra 1940, 41 og 42, hvor pens. telegrafkontrollør Carl Hansen Meng fortæller om livet i Fredericia i 1880'erne og 1890'erne:

Fredericia har siden 1720 været hjemsted for en fransk reformert meninghed ('Calvinister'). De blev inviteret til Fredericia af kong Frederik IV fordi de var dygtige til at avle tobak. Carl Meng fortæller: "De reformerte var flittige og nøjsomme mennesker. Mange af dem opnåede en meget høj alder. Diamant, ja selv krondiamantbryllup hørte ikke til sjældenheder. De kunne på sin vis være vittige og slagfærdige. Når de fortalte noget, kom det med en vis patos. Fremmedord, selvom de somme tider faldt på et forkert sted, gik de ikke af vejen for. Her er et lille sandfærdigt eksempel: En gammel reformert havde en søndag fået fremmede. Han førte dem op til Landsoldaten for at høre regimentsmusikken. Da de havde hørt nogle numre er der en af selskabet som siger: "Det var dog en dejlig musik. Spiller de her hver dag?". "Næ", siger den gamle, "Her koncentrerer de kun om søndagen."

Garnisonen ville man nødig undvære. Regimentsmusikken var befolkningens kæledægge. De spillede i regelen hver torsdag eftermiddag om sommeren 2 timer i "Karolinelund". Om søndagen ved Landsoldaten og de øvrige dage om ugen skiftevis udenfor regimentschefens og de 3 oberstløjtnanters bopæle. Fredericia regimentsmusik var kendt viden om. Den blev hentet til koncerter og bal helt oppe fra Ringkøbing, Holstebro og byerne ned langs Jyllands vestkyst, Kolding op til Horsens, Silkeborg og Herning. Man brugte den gang et mundheld der lød således: "Til et rigtig bal hører Randers Handsker, Horsens piger og Fredericia regimentsmusik."

Omtalte trommeslager Sophus Johannes Alexander Schenstrøm - foto fra 1883.

Om vinteren, hver torsdag aften fra 9-10 gik tappenstregen gennem gaderne. Regimentsmusikken eskorteret af soldater, dels med gevær, dels med lygter. Da var byens ungdom på benene. Tappenstregen udgik fra hovedvagten. På marchen gennem byen blev spillet alle datidens "schlagere". Efterhånden som man kom frem, voksede folkemængden. Kl. 10 nåedes atter hovedvagten og retræten blev spillet af den samlede musik. Denne tappenstreg, som havde glædet befolkningen i flere år, fik en brat afslutning. En vinteraften da der lå tøsne i gaderne, kunne gadedrengene (eller de unge lærlinge) ikke dy sig. På marchen gennem byen røg snebolde som en krydsild over folk og musik. Nogle nærværende soldater tog affære og fik fat i nogle af de værste bøller. De blev ført til politistationen og fik senere en alvorlig afklapsning. Musikken fortsatte sin march resten af turen under Schenstrøms trommehvirvler. Schenstrøm, som senere blev tamburmajor ved garden, var kendt som landets bedste trommeslager. Ved festlige lejligheder optrådte han privat og slog på 12 á 16 trommer ad gangen. Hans glansnummer var "Sebastopols stormmarch". Man sagde, at han engang da regimentsmusikken marcherede ud af Prinsens Port, kastede trommestikkerne over volden og greb dem på den anden side - men det tager jeg nu afstand fra. Fredericianerne måtte, efter den aften, undvære sin tappenstreg.

Officersforeningen 'Frederiksklubben' havde lokaler i Prinsessegade. Foruden officerer optog officersforeningen civile borgere af handels- og industribranchen, læger, sagførere, embedsmænd, deriblandt telegrafister. Den konservative klub dominerede. - Det var i Estrups tid. Klubben havde ca. 8 á 900 medlemmer af så godt som alle klasser. Om vinteren afholdt den adskillige sammenkomster med koncerter og bal. En maskerade ved fastelavnstid var foreningens "Clou". Hele regimentsmusikken (20 mand) medvirkede. Til et bal i regelen 12 á 16 mucisi. 7. regiment med sine mange befalingsmænd i de gammelkendte blå uniformer, satte sit præg på byen, og ikke mindst regimentsmusikken, som var til stor adspredelse for befolkningen. Mellem militæret og borgerskabet herskede der den bedste forståelse. Når 'Fredericia Garnisons Underofficers Skydeforening' med sine 1 medlemmer afholdt sin årlige gevinstskydning i Fuglsang skov, var der fra den tidlige morgen liv og leben i den gamle skovpavillon. Når man så hen på natten brød op, spadseredes i den lyse sommernat til byens større og mindre selskaber, og da der i regelen var medlemmer af regimentsmusikken i følge, spilledes der på vejen, og man fik sig en sidste svingom på en dertil egnet græsmark.

Det var engang i firsernes midte, at kong Christian IX besøgte lejren ved Hald. Da kongen havde hørt noget om, at Fredericia Regimentsmusikkorps var et af hærens bedste, lod han korpset spille for sig. Efter koncerten takkede kongen den unge, nyudnævnte stabshornist Larsen for den gode musik, og dekorerede ham personligt med dannebrogsmændenes hæderstegn. En vinterdag pillede regimentsmusikken ved Landsoldaten. Det var kort efter at Larsen havde overtaget korpset efter sin forgænger Schmidt. Blandt tilhørerne befandt sig den lille jøde Cohn. Da koncerten var forbi, gik Cohn hen til Larsen og siger: "Goddag Hr. Mørk, det var it sådan i gamle Schmidts tid, han lod it si mosekkere sto og spil' i fler' graders kuld". Nu må jeg i parantes bemærke,at det ikke var stabshornisten der bestemte, når musikken skulle spille men regimentschefen. Larsen svarede jøden: "Ja, men jeg hedder ikke Mørk, jeg hedder Larsen". Cohn: "Ja, det er lige meget - farvel hr. Mørk".

--- ooo ---

Et lille udsnit fra Hjalmar Mathiessens artikel 'Barndomsminder fra Fredericia' - Vejle Amts Årbøger 1968:

"Fredericia havde et udmærket musikkorps "regimentsmusikken" hvis medlemmer for de flestes vedkommende stammede fra byens reformerte familier, og var meget musikalske. Lederen af dette fortrinlige korps hed dengang Larsen. Han var, som det hed, stabshornist, og hans koncerter betød meget for byens musikliv. Hver søndag fra 12-1 blev der spillet ved Landsoldaten, og en gang om ugen om aftenen i Carolinelund, eller 'anlægget' som det almindeligvis kaldtes.

Om vinteren var der om søndagen i teatersalen de såkaldte instrumental koncerter, der bød på et udmærket program med klassisk musik udført af et strygeorkester på ca. 20 mand under Larsens ledelse. Han var en fin og kultiveret musiker og violinspiller. Værten på "Frederiksklubben" betalte orkesteret, og der var servering i salen. Trods den meget beskedne entre, 15 øre, skal han have gjort udmærkede forretninger. Jeg mødte hver søndag aften og lærte herved megen god musik at kende som jeg har været glad og taknemmelig for gennem hele mit liv."

--- ooo ---

Artikel fra bogen 'Til rigernes forsvar, gavn og bedste - Fredericia som garnisonsby i 300 År'. Bogen er skrevet af Erik Housted og udgivet i 1979 af Fredericia Garnisons 300 års jubilæumsfond.

Helt fra ældgammel tid var musikken knyttet til soldaterlivet. Tidligt og silde lød trommer, piber og horn i fæstningsbyen. Ved alle infanterikompagnier fandtes 3 á 4 trommeslagere og pibere, hvis opgave det var at angive takten under eksercits og bevægelser, ikke blot i garnisonen, men også på slagmarken. Tilsvarende havde rytterregimenterne deres paukeslagere og trompetere.

Den egentlige musik leveredes af skalmejeblæsere, hvoraf der i slutningen af 1600-tallet fandtes 6 pr. regiment. Skalmejen afløses fra omkring 1700 af oboen, hvorefter musikeren kaldtes hoboist. En ejendommelighed er, at man i hæren ikke anvendte noder. De første og eneste eksercerreglementer, hvor fløjte- og trommesignaler samt ceremonielle marcher er anført med tilhørende noder er reglementerne af 1846 og 1852. Både melodier og signaler lærtes pr. overlevering.

Først med eksercerreglementet af 1704 synes der indført ensartede signaler og marcher for hæren, men det er egentlig først det store 5-binds Infanterireglement fra 1740-47 som i detaljer forskriver tambourers og piberes optræden og anvendelsen af de deri anførte 20 signaler og marcher. Også her anføres de kun ved navn og uden anvendelse af noder. De fleste kendes dog og et par enkelte bruges den dag i dag. Udover de reglementerede marcher, havde en del regimenter deres egne, som imidlertid kun måtte bruges ved de respektive regimenters afmarch fra paradepladsen.

Således havde Jyske Infanteriregiment sin egen, formentlig fra tiden omkring 1780, og når den overhovedet i dag kendes, i lighed med flere af de andre gamle marcher og signaler, skyldes det at mange af melodierne var overmåde populære og i mange tilfælde fandt vej ind i forskellige landsbyspillemænds nodebøger. En større samling af disse findes bevaret hos Dansk Folkemindesamling, og der er inden for de senere år udfoldet betydelige bestræbelser for at identificere og genoplive noget af den kulturskat her ligger begravet. Kongens Jyske Fodregiment har således genindført sin gamle march til brug ved parader ved regimentet.

I 1767 bestemtes, at hvert regiment skulle have sit eget musikkorps, men intet om organisationen. Instrumentere var indtil Napoleonskrigenes tid alene trommer, fløjter og oboer, derefter vinder også andre instrumenter indpas. Trommerne var oprindelig af træ, men i 1735 anskaffede officerskorpset ved Slesvigske Geworbne Infanteriregiment under generalmajor Prætorius, der selv lå i Fredericia med 3 kompagnier (de øvrige 9 i Rendsborg og Nyborg) 24 messingtrommer fra Berlin, delvist for egen regning. Forst 3 år senere indførtes generelt messingtrommer ved de hvervede infanteriregimenter og artilleriet. De var dog for fine til feltbrug og måtte kun benyttes i garnisonstjenesten og ved parader. Fløjterne synes indtil 1740 at have varieret stærkt inden for regimenterne alt efter chefens smag og /eller pengepung. Fra 1741 indføres enslydende fløjter, henholdsvis store og små.

En vigtig person i musikken var regimentstambouren (fra 1842 benævnt stabstambour), hvis opgave det var at være ved den kommanderende officers side og omsætte hans kommandoer til signaler, som derefter gentoges af tambourerne ved de enkelte kompagnier. Trommerne forsvandt fra infanterikompagnierne i 1851 og afløstes af signalhorn, som hidtil kun havde været brug i jægerkorpsene og infanteriregimenternes jægerkompagnier så længe disse eksisterede.

Ved hærordningen af 1842 formeredes 5 brigademusikkorps, idet bataillonerne sammensattes i brigader. Fredericia blev sæde for 2. Generalkommando (Nørrejylland og Fyn), hvorunder hørte en brigade bestående af 11., 12. og 13. Linie-Infanteribataillon. Brigademusikkorpset - som talte ca. 32 musikere - dannedes af de dygtigste hoboister ved disse 3 batailloner. Som brigadetambour udpegedes Carl Stöchelbach, i hvis officielle udnævnelse det hedder: "Da det er nødvendigt, at en brigadetambour bør have et udmærket smukt exterieur ansættes sergent Carl Stöchelbach af den 13. Linie-Infanteribataillon som brigadetambour...".

Både før og efter 1842 var musikkorpset meget benyttet, ikke alene i den daglige tjeneste, men der opstod også en tradition for en eller flere gange om ugen at give koncert med populære og klassiske numre i lystanlægget Carolinelund; en tradition som bestod langt op i tiden. Endvidere var musikkorpset fast inventar i Frederiksklubbens teater (etableret 1837), og fra gammel tid og helt til Fredericia mistede sin militærmusik i 1932 var det skik og brug, at musikken spillede foran de øverste officerers boliger hver uge.

Det var flere gange om dagen Fredericias borgere blev mindet om, at de befandt sig i en fæstning. Morgenen startede med reveillen, udført oprindelig med trommer og piber, siden med horn. I ældre tid fulgte reveillen solens opgang, senere blæstes den fast kl. 6. Udførelsen var normalt overladt en enkelt eller to mand, men ved særlige lejligheder, som f. eks. nytårsmorgen, samledes samtlige kompagniers tambourer ved Hovedvagten og slog eller blæste det nye år ind.

Midt på dagen afløstes vagterne, og til op i 1800-tallet var det sædvane, at vagtparaden mødte på "den sædvanlige plads ved Tyske Kirke" kl. 11 for at underkaste sig eksercits under den inspektionshavende officers kommando i 1/2 time inden afmarch til afløsning. Signalet som indledte vagtafløsningen hed 'Die Vergadderung' (tilgitring) - et levn fra en tid, hvor fæstningsportene blev lukket under afløsningen, så overrumpling ikke kunne ske.

Parademarchen (65 skridt i minuttet i modsætning til almindelig march 100 skridt i minuttet) hed blot 'Der March', men kaldtes også 'Den gamle Danske March' (spillet af 8. Regiments Musikkorps i nutidig instrumentation), og anvendtes især ved parader og revuer, men også ved vagtafløsningen. Den anvendtes tillige som angrebsmarch i felten (stadig i paradetakten!) og var følgelig den fornemste, som "ufravigeligt" skulle bruges ved alle parader. Den afløstes i 1808 af den velkendte, endnu benyttede Honnørmarch, populært kaldet 'Fanemarch' (her med Livgardens Musikkorps).

Om aftenen kom tappenstregen, en ældgammel melodi, der benyttedes som signal til at værtshusene skulle lukke - slå tappen i øltønden - og soldaterne begive sig til deres kvarterer. Tappenstregen afløstes senere af retræten udført på horn hver aften kl. 10, men den gamle populære melodi har overlevet og benyttes stadig (populær tekst: 'Forgangen nat vor slugen kat...') - (spilles her af 8. Regiments Musikkoprs med trommesignalet 'tappenstreg' før marchen, og 'slå af' efter marchen - red).

Udover disse daglige foreteelser kom så musikledsagelsen til de lejlighedsvise eksekutioner, generalmarch, som var signalet til alarm og troppernes samling på alarmpladsen (enten Axeltorv eller Bülows Plads), foruden adskillige andre såsom kendings- og udførelsessignaler. Disse signaler spillede en enorm rolle i garnisonsbyen; det var jo så længe man havde borgerindkvarteringen det eneste nogenlunde hurtige kontaktmiddel man havde til soldaterne.

Op gennem 1800-tallet blev antallet af instrumenter udvidet og repertoiret blev efterhånden også udvidet til ikke blot at omfatte de "militære numre". Musikkorpsets størrelse undergik flere ændringer i tidens løb. Ved regimentsinddelingen i 1880 kom det således til at bestå af 20 mand dirigeret af en stabshornblæser, en betegnelse som afløste den tidligere stabstambour. I sin sidste opstilling talte 7. Regiments musikkorps 14 faste musikere og 2 værnepligtige. Hærloven 1932 afskaffede de militære musikkorps, bortset fra Livgardens og der er vist ikke mange steder, man beklagede det mere end i Fredericia, hvor musikkorpset gav sin sidste koncert i Kastellet 30. juni 1932 overværet af en tusindtallig tilhørerskare.

Talrige dygtige musikere har i tidens løb gjort tjeneste i den gamle garnisonsby eller er udgået herfra. At nævne dem alle er uoverkommeligt, men to skal fremhæves, fordi deres kompositioner hører med til Fredericias traditioner: for det første Christian Thilo, som kom hertil med 13. Bataillon i 1842 og som komponerede sørgemarchen der anvendtes ved begravelsen af de mange faldne efter 6. juli-slaget, og som siden har indgået i 6. juli processionens første del indtil Krigergraven. For det andet L. W. Schmidt fra 12. Bataillon, hvis klingende 'Fredericia Sejrs Reveille' (her med 8. Regiments Musikkorps) frem for noget er blevet Fredericias 'nationalmelodi', som anvendes ikke blot ved 6. juli festlighederne, men også ved talrige andre lejligheder. Yderligere er den antaget som reglementeret march for Kongens Jyske Fodregiment ved siden af den gamle 'Jyske Regiments March' (spilles af 8. Regiments Musikkorps i nutidigt arrangement).

Lykkeligvis genopstod de militære musikkorps om end i langt mindre antal end tidligere; i dag findes udover Livgardens i alt 4, som til gengæld udfolder en stor aktivitet over hele landet, også lejlighedsvis i Fredericia, hvor Fynske Livregiments og Slesvigske Fodregiments dygtige musikere er med til at holde traditionerne i hævd og skabe fest og stemning.

--- ooo ---

Artikel fra bogen "Vand og By" udgivet i anledning af Fredericia Vandforsynings 100 års jubilæum 1989. Tekster: Søren Kyed Jakobsen og Kamma Varming.

MILITÆRMUSIKKEN I FREDERICIA

Borgerne i Fredericia havde mange muligheder for at lytte til musik under forskellige former. Selv hvis man ikke af egen fri vilje overværede koncerter, så kunne det i flere tilfælde være næsten umuligt at undgå de gjaldende toner. Det hang især sammen med, at Fredericia var garnisonsby, og efter gammel militær sædvane blev der hver morgen kl. seks blæst reveille uden for hovedvagten ved Prinsens Port, og dette trompetsignal kunne høres overalt inden for voldene. På samme måde sluttede dagen med retræten kl. 10 om aftenen. Retræten afløste efterhånden det gamle signal 'tappenstregen'. Denne gamle melodi blev spillet under en rundgang i byen som tegn på, at byens værtshuse skulle lukke (slå tappen i tønden), og soldaterne skulle begive sig til deres kvarterer. I 1889 var begrebet endnu ikke helt forsvundet fra det fredericianske aftenliv. Men turen gennem byen var dog tilsyneladende indskrænket til én ugentlig aften, for den 30. januar var der i Fredericia Dagblad en kort notits, der meddelte, at tappenstregen ville foregå samme dags aften, onsdag, i stedet for torsdag. En lignende ændring kunne også læses i Fredericia Avis, den 1. maj, hvor flytningen skete til fredag aften og med en vigtig supplerende meddelelse: "Hermed ophører Tappenstregen indtil videre".

Langt tilbage i tiden har musikken været knyttet til soldaterlivet. Det var derfor også naturligt, at Fredericia havde et militært musikkorps. Ikke mindst dette havde stor betydning for byens musikliv, for det blev ikke blot benyttet i tjenstligt øjemed, men musicerede i årets løb ved mange lejligheder offentligt til glæde for byens borgere. Dertil kom den gamle skik, at orkestret ca. en gang om ugen spillede foran de øverste officerers private boliger.

Det populære orkester gav koncert hver eneste søndag i 1889 mellem kl. 12 og 13 på pladsen ved Landsoldaten, dog blev koncerten den 20. juli spillet ved Bülows monument. Den militære præcision og regelmæssighed afspejlede sig ligeledes i programmets sammensætning, der i sin helhed kunne læses i byens aviser én eller to dage før. For at levere præcis én times musik bestod programmet ved søndagskoncerten altid af seks eller syv numre, mens koncerten af halvanden times varighed bestod af enten ni eller ti numre. Koncerter af sidstnævnte varighed fandt sted hver fredag aften "Kl. 5-61/2" i sommerhalvåret fra midten af maj til udgangen af september. De foregik i parken Karolinelund ved Skanseodden eller Anlægget, som var den almindelige betegnelse.

Trods de enkelte musikstykkers ringe længde var orkestrets repertoire temmelig alsidigt. Det rummede naturligvis en del marcher men også polkaer, udtog af populære operaer og operetter samt danske fædrelandssange. Der blev jævnligt spillet musik af kendte udenlandske komponister som f.eks. Verdi, Beethoven, Strauss, Rossini og Mozart, men også danske som Lumbye, Weyse og Hornemann fyldte godt i repertoiret. To af de melodier, som gentagne gange dukkede op i programmet, var komponisten Thaulows sang 'Slesvig' fra værket 'Landsoldaten'. Den blev kun overgået af E. Hansens helt aktuelle 'Fantasi over danske Krigs og Soldatersange', tilegnet 'De danske Våbenbrødre' ved 40 Års Festen for Slaget ved Fredericia. Melodien var første gang på programmet ved søndagskoncerten den 7. juli og forekom i den resterende del af året fem gange på orkestrets program. Ved samme søndagskoncert blev meget naturligt også spillet Schmidts march, '6te Juli Sejrs Reveille'. E. Hansen stod ligeledes bag 'Fredericia Underofficers Skydeforenings Fanemarch', som også blev spillet af orkestret sammen med andre iøjnefaldende numre af Carl Lesers 'Estrup March', Hornemanns 'Den Tapre Landsoldat' (her med 8. Regiments Musikkorps), Pöckels 'Dansk Militær-Aftenmusik' - divertissement, samt Lange-Müllers Midsommervise af 'Der var Engang', som af uforklarlige grunde - men vel sagtens rent skæmteri - var på programmet ved to søndagskoncerter i træk den 7. og 14. december!

Pavillonen i Hannerup var ligeledes et yndet koncertsted - også for det travle militærorkester, som i perioden, juni-august der nåede at spille syv såkaldte store koncerter på forskellige ugedage mellem kl. 8 - 10 aften samt en enkelt med start kl. 5. Regimentsmusikkens udendørs koncerter omfattede også optræden i Nationalhaven, hvorimod orkesterets deltagelse i indendørs koncerter var noget sjældnere.

SOMMERKONCERTER

Alligevel er der nok ingen tvivl om, at de 20 musikere, der tilsammen udgjorde musikkorpset, uden for tjenesten dannede små og store ensembler, som året rundt leverede indslag ved mange af byens øvrige musikarrangementer, ligesom korpsets daværende leder, stabshornist Larsen, må være identisk med den dynamiske musikdirektør, der stod i spidsen for flere ensembler, og derved kom til at betyde meget for Fredericias samlede musikliv.

STABSHORNIST ANDREAS LARSEN

Musikdirektør Larsen var adskillige gange på plakaten ved sommerens udendørs koncerter ved Hannerup Pavillon og i Nationalhaven. Koncertrækken førstnævnte sted blev indledt tredje pinsedag kl. 4 - 7 eftermiddag og fortsatte nogle søndags aftener til og med den 15. september, mens en meget lang række koncerter i Nationalhaven strakte sig helt fra slutningen af maj måned til udgangen af september.

Den 20. maj var der i Fredericia Avis en om tale af sommeretablissementet, "der under sin første Sæson i Fjor trods det dårlige Sommervejr var meget yndet af Publikum ..." Husorkesteret denne sommer i Nationalhaven var "Privatkvintetten" som medvirkede ved op imod 30 koncerter og næsten hver gang "under Anførsel af Musikdirektør Larsen". Ved koncerterne i Nationalhaven kunne deltage solister (f.eks. skuespiller Castella), og der blev undertiden annonceret med særlige variationer for at tiltrække publikum. Og det virkede da tilsyneladende! "Aftenunderholdningen i Søndags havde samlet så mange Mennesker, at der til sine Tider var Trængsel i Haven ... ", kunne der læses i Fredericia Avis den 18. juni.

--- ooo ---

Artikel i Fredericia Minder 1963 af Ewald O. Jagd - Da Fredericia to Gange tog Afsked med Regimentsmusikken

Fra de ældste Tider har Musikkens Toner øvet deres dragende Magt over Mennesker. Den Begejstring, hvormed Fortidens Mennesker omfattede deres primitive Orkestre, stod sikkert ikke tilbage for den, hvormed Nutidsmennesket modtager et moderne, fuldt besat Orkester. Og dog mon ikke de forskellige Landes Militærorkestre maa siges at være naaet højest i Popularitet. Ingen anden Form for Orkestre har som disse formaaet at erhverve sig Folkets Gunst. Var Soldaterne end populære rundt om i deres Garnisonsbyer, saa steg Populariteten endnu mere, naar Byens Garnison havde sit eget Orkester. Den, der blot een gang har prøvet at følge Militæret paa Vejen gennem Byen, naar det med Musikken i Spidsen marcherede til eller fra dets forskellige Samlingspladser, har følt, hvorledes Tonerne ligefrem virkede elektricerende i Benene. Man gik og gik uden at mærke Træthed eller Vejlængde. Ved hvert nyt Gadestykke fløj Vinduer op, Folk kom ud, mange lod sig rive med af Tonerne og marcherede med jo, vist var Musikken i Folkegunst. Eller hvem har ikke med Begejstring lyttet til, naar Militærmusikken rundt om i Garnisonsbyerne eller under Kantonnement spillede paa Pladser eller i Anlæg? Man følte, at Orkestret og Befolkningen hørte sammen. Det var nok Militærets, men Befolkningen fulgte det i Medgang og Modgang. Dets Dirigent var populær, som ingen Musiker fra nok saa store Orkestre eller Stæder vilde kunne blive. Der var næsten Sorg, naar Soldaterne skulde paa de lange Kantonnementsøvelser, og Byen i en Maaned maatte undvære Musikken, men det var Fest, naar Militæret atter vendte hjem, og Orkestret lod de kendte Marcher klinge gennem Gaderne. Da følte Borgerne, at her var det By og Militær, som hilste hinanden som to Venner, der har været skilt, men nu atter mødes.

7. REGIMENTS MUSIKKORPS

7. Regiments Musikkorps i Fredericia dannede ingen Undtagelse fra Regelen for Militærmusikkens Folkegunst. Faa Byer har vel bedre forstaaet at leve sig sammen med sin Garnison, som netop Voldenes og Mindernes By. Byens Festdag 6. juli har gjort sit til, at Soldaterne og deres Orkester altid har været meget populære i Byen.

Fra gammel Tid har Byen haft sin Militærmusik. Ned gennem Tiderne har den spillet for Byens Borgere og Soldater. Dens Dirigenter var Folk, der med Dygtighed og stort Musikkendskab altid forstod at holde Orkestret paa Højde med de bedste i Landet. Navne som Bergmann, Schmidt og Larsen huskes endnu af Musikvenner i Byen. Gennem sin prægtige March: 'Fredericia Sejrs Reveille' har Schmidt sat sig et Minde, der vil huskes langt ind i Fremtiden.

Det var ikke blot under Tjenesten, Orkestret glædede Byens Befolkning, men naar det under Larsens Direktion lod Tonerne lyde, enten til Dans eller til de meget populære Instrumentalkoncerter paa -"Clubben", forstod man, at Orkestret hørte til Byen var en Del af den. Ved Hærordningen af 1909 mistede Fredericia sin Musik. Orkestret maatte flytte til Sjælland til stor Sorg for Byens Befolkning. Som en Erstatning fik Byen under Sikringsstyrken under Verdenskrig 1 et frivilligt Orkester, men da det ikke fungerede saa længe, føltes Tabet af Militærmusikken atter.

Da indtræffer i 1923 en Forandring, idet den nye Hærlov foreskriver, at Fredericia atter faar Militærmusik knyttet til 7. Regiment, der har Garnison i Byen. Med Glæde hilser Byens Borgere Orkestret velkommen tilbage. Endnu husker man den første Koncert, som Orkestret gav den 17. Oktober 1923 paa Pladsen foran Landsoldaten. For den yngre Generation var det en Oplevelse. Dette var 'vore egne Soldater'. Byen havde forhen nu og da haft Besøg af Odense Regimentsmusik, der spillede ved de forskellige højere Officerers Bopæl, men det var kun et Besøg næste Dag vilde alt være som før. Orkestret, der spillede foran Landsoldaten hin Oktoberdag, havde knap samme Opstilling og Sammensætning som i de senere Aar. Det var forsynet med Piccolohorn i Stedet for de senere anvendte Klarinetter. I denne sidste Periode i Fredericia Militærmusiks Historie havde Orkestret 2 Dirigenter: E. K. Arnved og C. Simonsen. Indtil Hr. Arnveds Udnævnelse til Dirigent forelaa, dirigeredes Orkestret af Musiker af 1. Grad Christiansen, der ogsaa senere ved Dirigentens Bortrejse og lign. ledede Orkestret med stor Dygtighed.

MUSIKDIRIGENT EJNER K. ARNVED

... der i 1924 overtog Ledelsen, spillede oprindelig i Livgardens Orkester som Fløjtenist. Under hans Førerskab skete nu og da Forandringer i Orkestret, f. Eks. forsøgte man en Tid med Piccolofløjter. Af Smaaforbedringer kan nævnes Indførelse af Nummer og Programsøjle, Træskamler til Musikerne at staa paa i Vintertiden og hvad der virkede lidt uheldigt de mange Vagtposter, der med opplantede Bajonetter opstilledes omkring Orkestret under dets Koncerter. Dette sidste generede mest under Søndagskoncerterne, som afholdtes skiftevis paa Axeltorvet og ved Landsoldaten. Det vakte almindelig Glæde, da Vagtposterne omsider atter blev inddraget. Under E. K. Arnved optoges paany Aftenkoncerterne dog nu paa Købestævnet og det skete ofte, at Dirigenten under disse spillede Fløjte-Soli. Til 6. julidagens 75 Aarsdag komponerede Arnved en March: 'Fredericia Jubilæums March'. Som Dirigent forstod han altid at sammensatte et lødigt, afvekslende Program, og det var med Beklagelse, Byen modtog Meddelelsen om, at Dirigenten var forflyttet til Roskilde.

MUSIKDIRIGENT CARL SIMONSEN

Byen fik dog paany en Dirigent, der hurtigt blev populær. Hr. C. Simonsen, der ligesom E. K. Arnved havde spillet i Livgardens Orkester, var den rette Mand til Dirigentposten. Med eminent Dygtighed og Energi oparbejdede han sit Orkester, saa det i Dygtighed og Præcision var blandt de førende i Landet. Dets Sammenspil vil af Byens Borgere blive husket som noget enestaaende for et Provinsorkester. Huskes vil ogsaa den Velvilje, hvormed Hr. Simonsen imødekom ønsker fra Publikum om at høre enkelte Numre udførte af det flinke Orkester.

ORKESTRET

Af det 15 Mand store Orkester vil man særlig huske fire, der med stor Dygtighed udførte forskellige, ofte vanskelige, Opgaver for deres Instrumenter. Den første: Fløjmanden med Es- Klarinetten K. Jørgensen hvis klare, aldrig svigtende eller glippende Tone Gang paa Gang vakte Beundring og Bifald. Den anden: Trommeslageren S. Nielsen mestrede den lille Tromme med sjælden Præcision. Hans Udførelse af 'Svenska Armeens Tapto' var en Oplevelse at høre et Nummer, der altid paahørtes under stor Opmærksomhed og altid maatte gives da capo. De to sidste: Første Kornettisten C. Lerner og Baryton O. Leth, ydede gennem deres Musik saa god Kunst, som man sjælden finder den i Provinsorkestre. Hvad enten det drejede sig om Solonumre eller i Duetter og Sammenspillet, ydede de altid det sublime. Med dyb Medfølelse modtog man i Byen den triste Meddelelse om Hr. Leths Død Nytaarsaften 1932 under Udførelsen af den Gerning, der havde hele hans Interesse, og som han varetog med en aldrig svigtende Præcision.

Jo, Byen var glad for Orkestret. Søndag efter Søndag og ved Koncerterne paa Hverdagene rundt i Byens forskellige Kvarterer lyttede man til dets Toner. Ved nationale Fester, Soldaterjubilæer og lign., naar Korpset drog gennem Gaderne, fulgtes det altid af en lyttende Skare. Eller hvem husker ikke Koncerterne paa Volden Store Bededags-Aften eller i den gamle Banegaards Haller, hvor Tonerne gav Genlyd under Glastaget, og hvor de mange rejsende fik et Nummer med paa Rejsen videre. Der var tomt i Byen i de Dage 7. Regiment var i Borris eller paa Manøvre, og det var med Begejstring, man atter modtog det enten det var ved Banegaarden eller et Par Kilometer uden for Byen. Turen gik da altid til et af Byens Torve, hvor Fanen til Fanemarchens rytmiske Toner førtes til Fløjen.

Det var en lykkelig Tid, hvor man mindst af alt ventede, at det hele vilde faa en brat Afslutning. Man fattede næppe helt Rækkevidden i det Lovbud, som vilde berøve Byen og Militæret den populære Regimentsmusik. I de 3 Maaneder, Orkestret var i Byen efter Lovens Ikrafttræden, begyndte det at tynde ud i Rækkerne, idet der blev givet de Musikere Orlov, der kunde dokumentere andet Engagement. Herved afgik 3 Mand fra Korpset: K. F. H. Münster, hvis kvikke 'Mortermarch' ofte havde lydt, M. Kaaes Ibsen og S. Nielsen.

Det var med Spænding, men gennemlevede de 3 Maaneder, de sidste i Korpsets Historie -. Vilde den skæbnesvangre Lov blive tilbagekaldt? Man haabede, og stærke Kræfter var ogsaa i Arbejde for at hidkalde en Ændring, men desværre forgæves.

7. Regiments Musikkorps talte som før nævnt 15 Mand, hvortil kom 2 værnepligtige Musikere, der udtoges af de skiftende Sommer og Vinterhold. Opstillingen af korpset var følgende:

Carl Simonsen (musikdirigent), K. Jørgensen (Eb-klarinet), K.F.H. Münster (klarinet), A. Petersen (klarinet) , B.M. Hansen (klarinet), C. Lerner (flygelhorn), E. Mejlgaard (kornet), Møller (kornet), M. Hundahl (tuba), O. Leth (baryton), M. Rosenkvist (basun), C. Christiansen (basun), M. Kaaes Ibsen (althorn), A. Møller (althorn), S. Nielsen (lilletromme), Værnepligtig musiker (stortromme), Værnepligtig musiker (bækken).

DE SIDSTE KONCERTER

Det vil næppe forundre nogen, at en saa mærkelig Lov, som denne om Militærmusikken, rundt om i Provinsgarnisonerne maatte virke lidt desorienterende og give Anledning til Optrin, som en klar Lov vilde udelukke. Det var først Meningen, at Orkestrene skulde virke til 1. April og saa "nedlægge Hornene", men en senere Ordre fra øverste Ledelse gik ud paa, at Orkestrene skulle virke til 1. juli, men med Ret for de enkelte Musikere til at fratræde med Orlov. Som Følge af dette oplevede Fredericia ikke mindre end 2 Koncerter, hvor Byen tog Afsked med Orkestret. Sagen forholdt sig saaledes:

Søndag den 3. April 1932 var bestemt til Dagen for den sidste 'Publikumskoncert', og det kan nok være, at der var Publikum den Dag. Programmet saa saaledes ud:

Der var her valgt et smukt Repertoire, og hvert Nummer blev modtaget med stærke Haandklap. Hr. Simonsen fik overrakt en smuk Buket Blomster, og Forstander Larsen, Det Kongelige Døvstumme-Institut, bragte i smukke, velvalgte Ord Forsamlingens og Byens Tak til det udmærkede Orkester. Hr. Larsen sluttede med at udbringe et meget kraftigt besvaret Leve for 7. Reg. Musikkorps. Dirigenten takkede stærkt bevæget for den smukke Hyldest.

Da den sidste Tone fra Ouverturen til 'Elverhøj' havde lydt, bragede et saa kraftigt Bifald løs, at Orkestret maatte kvittere med et Ekstranummer. Det blev Lumbyes 'Champagnegalop', der naturligvis ogsaa maatte gives 2 Gange. Men Folk vilde ligesom ikke give Slip paa Orkestret. Dette var jo sidste Gang altsaa nok et Nummer. Det blev den fejende, rette fredericianske March: 'Fredericia Sejers Reveille', der blev spillet med en Appel, som kun et Fredericia-Militærorkester kunde give den. Først længe, længe efter sidste Tone spredtes den store Forsamling.

Med denne Koncert skulle det altsaa være Slut med Orkestrets Virksomhed, men det blev anderledes. Da det viste sig, at de forskellige Musikere næsten alle blev i Byen, tog Orkestret atter fat paa Eftermiddagskoncerterne, og i 3 Maaneder kunde Byen glæde sig ved dets Musik. Det var en Tid, hvor Spørgsmaalet om Militærmusikkens Bevarelse blev drøftet saa indgaaende som muligt. Vilde Byen beholde sit Orkester? Nu og da fremkom i Pressen Røster, der kunde tyde paa, at nu vilde Orkestret faa Lov at bestaa, men trods al Optimisme skete intet. Henimod Slutningen af juni 1932 var Orkestret som nævnt reduceret med 3 Mand. Savnet af S. Nielsen mærkedes særligt, da man maatte undvære Orkestertrommen.

AFSTEDSKONCERTEN I KASTELLET

30. juni 1932 blev fastsat til Dagen for den absolut sidste Koncert. Man havde valgt det dejlige, gamle Kastel til Skuepladsen for dette for Fredericia historiske øjeblik. Større Tilstrømning til Kastellet end denne Sommeraften har der vist aldrig været. Alle, der kunde, var mødte. Paa Pladsen inde i det smukke Anlæg var rejst en Forhøjning til Korpset. Programmet var sammensat af Orkestrets populæreste og bedste Numre. Hvert Nummer blev paahørt i dyb Tavshed, men efter hvert bragede Bifaldet løs. Igen og igen som skulde det vælte Tribunen.

Der indledtes med den fejende March: 'Le Regiment Sambre et Meuse', der saa ofte havde indledet eller afsluttet Koncerterne der var den melodisk skønne Afdeling af Op. 'Leonora Kristine' 'De tre Hjørnestene' -. Endvidere Sibelius: 'Finlandia'. Dette Nummer havde Orkestret opøvet til en enestaaende Højde i Udførelsen derefter Lumbyes dejlige Vals 'Krolls Balklange' og den raske Potpourri over Melodierne fra 'Pigernes Jens'. Ikke mindst Slutnummeret: 'Fredericia Sejers Reveille' (spilles her af 8. Regiments Musikkorps) blev udført med vanlig Præcision. Alt var saa kendt, at man ikke rigtig kunde forlige sig med Tanken om, at dette var ugenkaldelig sidste Koncert. Da Byens Kommandant, Oberst Essemann, fra Tribunen havde bragt Militærets, Publikums og sin Tak til det flinke Orkester og dets dygtige Dirigent, vilde Klapsalverne ikke høre op. Og da Hr. C. Simonsen paa Kammeraternes og egne Vegne bevæget bragte Byen og Hæren Korpsets Tak, føltes det vemodige i Stunden stærkt hos Forsamlingen. Aldrig er vel heller Samfølelsen mellem By og Korps traadt stærkere frem.

(Ved denne koncert, faldt barythonen, hornblæser Otto Sørensen Leth om og døde. Han var kun 39 år gammel og far til de to senere kapelmestre Max og Ivan Leth - red.)

DEN SIDSTE TAPPENSTREG

Til den efterfølgende Tappenstreg, der fra Kastellet skulde gaa ad Kongensgade-Danmarksgade til Landsoldaten, var der en saadan Tilstrømning af Mennesker, at Fredericia Gader sjældent har været Vidne til noget lignende. De fyldte Gaderne i hele deres Bredde, og langt foran - og efter Korpset gik de. Da man gjorde Holdt ved Kæmpegraven og spillede et Par Numre, var Gaden Byens bredeste fyldt til Trængsel. Fredericia Bys Afsked med det populære Orkester kunde ikke tænkes formet paa en smukkere og mere storslaaet Maade. Paa Pladsen ved Landsoldaten gjorde man for sidste Gang Holdt. Volden var tæt besat med Folk, og overalt stod Flok ved Flok i tætte Masser, kun lige levnende en snæver, aaben Plads til Korpset. Tre Gange blæstes nu for fuldt Orkester den gamle Retræte, der havde lydt Aften efter Aften Klokken 10. Selv efter at den sidste Tone var døet hen, stod Folk et øjeblik betaget af det vemodige i Afskeden, men saa bragede Bifaldet løs. Atter og atter blev der klappet, og atter og atter maatte Dirigenten takke. Da der blev overrakt ham en Buket Blomster, brød det løs paany. Først langsomt skiltes den store Skare. Alle havde Følelsen af at have været med i noget historisk i et nationalt øjeblik.

Helt sidste Gang, vi hørte Korpset, var det dog ikke trods alt. Et Par Dage efter havde Korpset hentet Soldaterne et Steds og gik gennem Byen med Musik, men dermed var der ogsaa sat Punktum for Orkestrets Historie. Kort Tid efter blev Instrumenterne pakket ned. 7. Regiments Musikkorps var ikke mere.

Se film og videooptagelser fra 5./6. juli processionerne fra 1912 - bl.a. med 7. Regiments Musikkorps og stabshornblæser Andreas Larsen - fra 1981 med Fynske Livregiments Musikkorps, og fra 2004 med Slesvigske Musikkorps.